Skip to the content

Eva Djurhuus Brandt

Kontakttelefon (privat):

Noget om mig

Jeg har en livslang interesse for alt, hvad der har med musik og stemmebrug, performance og undervisning at gøre. Dette har set mig arbejde som sanger, komponist, lydtekniker samt Alexander Tekniklærer i flere dele af verden, mest af alt London hvor jeg har været bosat de sidste 20 år.
Jeg har en kandidatuddannelse i studiekomposition fra Goldsmiths University, London og certifikat fra Estill Voice Training samt min 3-årige uddannelse i Alexander Teknik fra The Constructive Teaching Centre i London.

Udover at have undervist på diverse musikskoler og ungdomsuddannelser i London (Community Music/CM, Wac Arts og Dacapo Music) har jeg de sidste 10 år haft det privilegie at arbejde for Rockschool (RSL Awards), Storbritanniens største udbyder af rock- og pop niveauprøver (grade exams). 
Jeg er en del af RSLs senior team som censor og materialerådgiver i de forskellige instrumenter som udbydes (sang, klaver, bas, guitar, trommer, ukulele og keyboard). Jeg har de sidste par år været på diverse tournéer i blandt andet Kina, Rusland, Malaysia, Thailand, Spanien, Italien og Grækenland og jeg træner også nye censorer og musiklærere i brugen af vores materiale og struktur og det er en af det ting jeg holder mest af. 

Jeg vender nu tilbage til København for at være tættere på min familie og siger derfor farvel til mit eget sang- og lydstudie i Hampstead, Nord-London, hvor jeg har undervist og optaget pladeprojekter de sidste 8 år. Jeg skal nok hurtigt få et tilsvarende studie på benene i Danmark, da jeg elsker at arbejde i studie-miljøet – især med unge sangskrivere og producenter. 
Jeg holder fast i mit årlige masterclass projekt for Ultimate Artists, et Artist Development kursus på tværs af landegrænser, der hjælper unge sangere og sangskrivere med at udvikle og producere deres musik og få kontakter, management og spillemuligheder i London og internationalt. 
Jeg er fornyligt blevet valgt ind i bestyrelsen for Musik og Ungdom og glæder mig til at kunne bringe noget af min internationale erfaring og kontakter til danske ungdomsprojekter.

Noget om min undervisning

Jeg skal undervise i solosang, kor og klaver som vikar for Lise Lohmann Urhøj.
I min undervisning lægger jeg særlig vægt på elevernes egne ønsker, baggrund og erfaring. 
Jeg planlægger herefter øvelser, der hjælper med at udvikle den enkelte elevs færdigheder via teknik og stemmebrug, musikteori og rytmisk forståelse samt musikalsk stilarbejde. 

Mine timer vil lægge stor vægt på det musikalsk udtryk. Det vil sige, at vi spiller og synger en masse og, at vi altid arbejder med sange og musikstykker, eleven selv har indflydelse på og holder af. 
Selv har jeg en bred musiksmag fra store sangerinder som Aretha Franklin, Amy Winehouse og Beyonce til Imagine Dragons, Peter Sommer og Stormzy for ikke at tale om mongolsk overtonesang!

Jeg glæder mig til at møde den kommende sæsons elever i august. 
Hvis du er en af dem og har spørgsmål inden, så send mig gerne en e-mail. 
Du kan også bare skrive for at sige hej og fortælle mig hvad musik du lytter til for øjeblikket.

Underviser i:

Sang, børnekor (barselsvikar)

Læreplan: